Når du har arbejdet som vippetekniker i et stykke tid, har du med sikkerhed svaret på rigtig mange spørgsmål fra dine kunder.
Og jeg vil gerne vædde med, at det er de samme spørgsmål, der går igen.
Der findes nemlig rigtig mange myter omkring vippe extensions på nettet, og når en kunde kommer i klinikken for første gang, vil hun selvfølgelig gerne høre hvad hun egentlig skal tro på.
Vi har her samlet de 10 spørgsmål, som vi selv oftest får i klinikken. Måske det kan give dig lidt inspiration til dine kunder i klinikken 🙂
1. Hvor længe går der, før jeg må få mine vipper våde?
Vi vil altid anbefale, at du først går i bad efter 24 timer – så er vi helt sikre på, at limen er gennemtør, og at der ikke sker nogen skade på dem.
2. Hvor lang tid holder mine lash extensions?
Det kommer an på hvilken type vipper din tekniker har valgt – så dette spørgsmål kan bedst besvares af din vippetekniker, når I har talt om hvilket resultat, du ønsker.
3. Må jeg bruge vandfast mascara på mine nye lash extensions?
Det er slet ikke nødvendigt at bruge mascara på dine lash extensions, og de kemikalier, som en vandfast mascara indeholder er faktisk heller ikke gode for limen og for dine vipper. Hvis du ønsker at bruge mascara, så brug én, der ikke er vandfast og læg den på fra midten ud ud. Og sørg for at fjerne mascaraen med et produkt, der ikke indeholder olie.
4. Hvordan skal jeg vedligeholde mine vipper?
Skyl dem med vand 2-3 gange om ugen, så de holder sig rene.
5. Hvor lang tids garanti er der på mine nye vipper?
Vi giver 5 dages garanti på nye sæt og opfyldninger. Det betyder, at hvis du har tabt unaturligt mange vipper indenfor de første fem dage, kan du ringe til os og få en tid til en halv times gratis opfyldning. Der gives ikke penge retur.
6. Skader vippe extensions mine naturlige øjenvipper?
Nej. Modsat hvad der står mange steder på nettet, så tager dine naturlige øjenvipper ikke skade af at have lash extensions på, hvis din vippetekniker har gjort det korrekt. At du taber dine naturlige øjenvipper er helt naturligt, og dette vil du også opleve, at du gør, når du har fået lashes på. Men det ville du have gjort under alle omstændigheder, og det er en hel naturlig ting at tabe sine vipper, efterhånden som der gror nye ud.
7. Jeg har meget korte øjenvipper. Kan jeg få påsat vipper?
Ja, sagtens. Afhængig af, hvor lange dine naturlige vipper er, og hvordan de buer, vil din vippetekniker vælge en model og længde, der giver det bedste resultat for dig.
8. Ryger vipperne af, hvis jeg sover med ansigtet ned i puden?
Generelt skal man passe på ikke at gnide for meget i vipperne, for at de holder længst muligt. Er du af den type, der godt kan lide at sove på maven, så skal du selvfølgelig fortsætte med dette – men pas generelt gerne på vipperne, når du kan.
9. Mine naturlige øjenvipper er helt lyse. Kan jeg så få lash extensions?
Ja, sagtens. Når vi har påsat de flotte, sorte vipper, vil man slet ikke lægge mærke til, at dine naturlige øjenvipper er lyse. Det giver et rigtig flot resultat uanset hvilken farve dine naturlige øjenvipper er.
10. Hvad skal jeg gøre, inden jeg møder op til en aftale om lash extension?
Du skal blot sørge for, at du ikke har noget mascara på – og hvis du havde, så rens det af med et produkt, der ikke indeholder olie.