Eyelash Extensions er en holdbar løsning med et naturligt look, hvilket betyder, at du hver morgen kan vågne op med drømme-vipper, som kræver minimalt vedligehold. Når det er sagt, er det dog vigtigt at vide, at der er nogle grundregler, som man bør overholde for at sikre, at vipperne holder længst muligt.
De første 24 timer efter påsætning
De første 24 timer efter påsætningen er ekstra kritiske, og derfor er det ikke en god ide at udsætte vipperne for fugt og høje temperaturer. Det vil med andre ord sige: ingen bad, solarium eller sauna i det første døgn.
Undgå lange varme bade
Lange varme bade mindsker vippernes holdbarhed. Derfor skal man så vidt muligt undgå at tage længerevarende brusebade ved høje temperaturer. Når man tørrer sig efter et bad, er det også vigtigt, at man er lidt ekstra forsigtig omkring øjnene. Det anbefales, at man dupper øjnene nænsomt med håndklædet, uden at trykke for hårdt.
Pas på med øjenmakeup
Det anbefales ikke at bruge eyeliner/ mascara/øjenskygge mere end højst nødvenligt, da det er svært at få af vipperne. Mascara frarådes, men kan anvendes. Dog skal man være opmærksom på, at især vandfast mascara nedsætter holdbarheden markant. Det er også vigtigt at vide, at olie har en opløsende effekt på den lim, der anvendes til Extensions, så det frarådes, at man bruger olie og oliebaserede hudplejeprodukter i området omkring øjnene.
Gnid ikke øjnene
Mange gange holder den første påsætning lidt kortere end ellers, fordi man har tendens til at gnide sig øjnene om natten den første tid – og det vil slide på vipperne. Derfor anbefales det, at man er meget påpasselig med ikke at gnide i og på sine Extensions. At ligge med ansigtet ned i puden, når man sover, er også noget, man skal passe på med, da det kan knække vipperne.
Rensning og opfyldning
Det anbefales, at man skyller sine Extensions med vand 2-3 gange om ugen, så de holder sig rene. Derudover er det en god ide, at man sørger for at få opfyldninger med jævne mellemrum. Et passende interval mellem hver opfyldning er 3 uger, og det anbefales, at man overholder dette.